Gl Studevej 49, Toftum Bjerge, 7600 Struer

Stor 2-families fritidsbolig tæt på naturen i Toftum Bjerge

Leder I efter en skøn og helårsanvendelig feriebolig, hvor I kan samle den store familie eller udleje til andre? Så bør I se nærmere på Gl. Studevej 49 i Toftum Bjerge. Her får I nemlig ikke blot èn, men hele to boligenheder i god stand med flot udsigt og kort afstand til vandkanten ved Nissum Bredning.

Toftum Bjerge er et naturskønt sted at holde fri, og her kan I nyde lange gåture i smukke omgivelser. Vælger I at springe på cyklen og udforske den nærliggende by Humlum, finder I både indkøbsmuligheder, bager og Humlum togstation. I kan også tage et smut til golfbanen eller forbi campingpladsen, hvor der er legeplads og forskellige aktiviteter for børnene.

De to feriehuse er placeret på en 1010 m2 stor grund. Her kan I opholde jer helt ugeneret, mens I slapper af i liggestolene eller hygger med udendørslege. Til begge huse er der tilhørende terrassearealer, så I både kan nyde solen på den åbne terrasse, og trække ind under den overdækkede del, når mørket falder på.

Husene ligger forskudt af hinanden - fælles for begge er, at de er lyse og indbydende samt løbende vedligeholdt. Det første hus, som I møder, byder på tre værelser med skabe og et flisebelagt badeværelse med bruseafsnit og vaskesøjle. Køkkenet ligger i åben forbindelse med to stuer og indbyder til masser af familietid og samvær. I den ene stue er der sågar en hyggelig brændeovn til de kolde måneder.

Udenfor træder I få trin ned af stensætningen, og videre til den anden boligenhed, hvor taget og køkkenet er udskiftet i 2013. Her venter jer tre værelser, et flisebeklædt badeværelse med brus, samt et dejligt, lyst køkken, som er integreret med stuen, hvor der er plads til spisebord og sofa.

Kan I se mulighederne? Kontakt os for en fremvisning.